Når mennesker tænker på stress, forestiller de sig ofte tydelige symptomer som søvnløshed, hjertebanken eller udmattelse. Men stress begynder sjældent så dramatisk. Faktisk er der mange skjulte tegn på stress, som gør sig bemærket i baggrunden i lang tid før en egentlig stresstilstand opstår.
Når du kender dem, har du mulighed for at reagere langt tidligere og dermed forebygge stress.
Når jeg arbejder med stress coaching er det oftest i de tidligere faser fordi, coaching ikke er behandlingsorienteret. Når stress er blevet alvorligt og en sygdom, skal der en anden type hjælp til. Læs mere om hvordan jeg arbejder med stresscoaching her.
For mange starter stress langt mere diskret. Kroppen og hjernen begynder at reagere på belastning på måder, der kan være svære at genkende. De små signaler kan ligne almindelig travlhed, irritation eller manglende energi.
Problemet er, at netop disse skjulte tegn på stress ofte bliver overset. Først når symptomerne bliver mere alvorlige, opdager mange, hvor længe kroppen egentlig har været under pres.
Her er nogle af de mere uventede tegn på stress, som mange mennesker ikke forbinder med stress i begyndelsen.
1. Du begynder at udsætte små opgaver
Et tidligt tegn på stress kan være, at små opgaver begynder at føles uventet uoverskuelige. Det kan være simple ting som at svare på en mail, rydde op på skrivebordet eller tage en kort telefonopringning. Opgaverne er ikke svære i sig selv, men hjernen virker modvillig.
Mange oplever pludselig en tendens til at udsætte ting, de normalt ville klare hurtigt.
2. Du skifter oftere mellem opgaver
Et andet subtilt tegn på stress er, at du begynder at hoppe mere mellem opgaver.
Du åbner en mail, skifter til en anden opgave, vender tilbage til noget tredje og mister overblikket. Det føles som om hjernen konstant søger efter noget nyt at fokusere på.
Denne form for mental rastløshed kan være et tegn på, at hjernen er overbelastet.
3. Du mister lysten til små hverdagsting
Et overraskende tegn på begyndende stress kan være, at du mister lysten til ting, der normalt ellers føles hyggeligt. Det kan være alt fra madlavning (hvis du ellers normalt nyder det), eller at gå en tur, læse eller høre en podcast eller planlægge aktiviteter i weekenden. Det er ikke nødvendigvis fordi, du er trist – men fordi overskuddet er mindre og din hjerne forventer at skulle bruge en energi, den ikke rigtigt har. Derfor kan en dag på sofaen med Netflix pludselig føles, som en meget bedre måde at bruge din tid på.
4. Du bliver mere optaget af små detaljer
Nogle mennesker reagerer på stress ved at blive usædvanligt fokuserede på små detaljer. Har du særligt svært ved at slippe små underlige formuleringer i mails (eller i blogs 😉)?
Hænger din hjerne sig i små fejl i dokumenter eller andre ting, der ikke er helt perfekte. Overvejer du for eksempel, hvad der ville have været en bedre formulering eller rettelse? Når livet begynder at føles uoverskueligt, kan dette være en måde for hjernen at skabe en følelse af kontrol, som ellers er væk.
5. Du bliver mere glemsom i hverdagen
Vi kender allesammen det, at vi kan komme til at for-lægge nøgler, telefon eller noget andet man lige stod med i hånden for to minutter siden. Det er normalt, med mindre det er noget, der sker ofte. Men har du også prøvet at gå ind i et rum, og glemme hvorfor du egentlig gik derind? Har du prøvet at sidde på en hjemmeside og tænke.. hvorfor var det nu, jeg åbnede denne side? Mange oplever små hukommelsesproblemer, når stress begynder at opbygge sig. Det skyldes ofte, at hjernen allerede bruger meget energi på at håndtere belastning, så der er flere og flere ting, der falder igennem. Hvis du begynder at lægge mærke til at det sker oftere og der måske er et mønster i det, så er det nok tid til at stoppe op.
6. Du bliver hurtigere mentalt drænet
Et andet tidligt tegn på stress kan være, at aktiviteter der normalt ikke er krævende pludselig føles udmattende. Det kan for eksempel være møder eller konferencer, som du ellers tidligere har fundet spændende og udfordrende eller det kan være sociale arrangementer, som du tidligere har nydt i stor stil. Mærker du et større behov for at trække dig og være alene? Hvis du ikke orker at tage telefonen om aftenen, fordi du simpelthen ikke kan holde tanken om en samtale ud, så kan det være et tegn på overbelastning i dit system.
7. Du får sværere ved at starte på nye opgaver
Begynder du at opleve at det bliver vanskeligere at komme i gang med nye opgaver?
Selv når du ved præcis, hvad der skal gøres?
Under forlænget pres kan der opstå en form for mental modstand, som gør det helt utroligt svært at sætte igang.
Hvis du lægger mærke til at du er begyndt at bruge længere tid på at forberede dig eller tænke over opgaven end på selve arbejdet – det vil sige, hvis du er begyndt at tage alt for lange tilløb til handling – så kan det være et tegn på at hjerne overbelastet og søger efter restitution.
8. Du føler dig mere “mentalt støjende”
En anden subtil ændring kan være en følelse af konstant mental støj. Jeg kalder det ofte for underlægningsmusikken til dit liv.
Vi har alle en indre dialog, der bare kører ligeså stille i baggrunden i vores mentale center. Som underlægningsmusikken i en film, lægger vi ikke decideret mærke til den, men den er der og sætter en stemning for os.
Hvis du begynder at bemærke din underlægningsmusik mere – hvis det føles som om din hjerne aldrig er helt stille – tanker om opgaver, planer eller bekymringer dukker op i baggrunden, selv når man forsøger at fokusere på noget andet – så vær opmærksom på at det kan være et tidligt tegn på stress. Det er ikke nødvendigvis decideret klassisk tankemylder endnu, men mere en vedvarende baggrundsaktivitet, der aldrig helt forstummer.
9. Du bliver mere selvkritisk
Et mindre kendt tegn på stress er faktisk øget selvkritik. Den er ofte en del af underlægningsmusikken.
Når mennesker føler sig pressede, kan de begynde at stille højere krav til sig selv. Små fejl kan føles større end normalt, og du kan begynde at tvivle mere på egne beslutninger. Måske går du rundt og bliver mere og mere irriteret på dig selv, og har svært ved at tilgive dig selv små ting. Din indre dialog bliver fokuseret på dig selv, hvad du gør, tænker og siger hele tiden. Denne form for indre pres kan være et tegn på, at belastningen i hverdagen er steget.
Hvorfor disse tegn ofte bliver overset
De tidlige tegn på stress er ofte svære at opdage, fordi de ikke føles dramatiske. Mange forklarer dem med travlhed, dårlig søvn eller en periode med ekstra pres. Måske fortæller vi endda om dem til venner og griner sammen af vores distræthed eller manglende overblik. Det bliver en form for punchline i en dårlig joke, som alle kan relatere til. Vi fortsætter i samme tempo, fordi vi har en forestilling om at det er ‘normalt’ – især når så mange omkring os kan nikke genkendende til eksemplerne. Men vi glemmer at fortælle venner og bekendte om, hvor ofte det sker, og hvor meget det fylder – det er netop dét, som er er vigtigt at vide.
Vi ignorerer på denne måde de signaler, som kroppen og hjernen forsøger at sende os – og i stedet udvikles stadigt stærkere og tydeligere symptomer. For kroppen vil hele tiden forsøge at få vores opmærksomhed, så vi kan give den, hvad den har brug for.
Hvad kan du gøre, hvis du genkender tegnene?
Hvis du kan genkende flere af disse tegn i din hverdag, kan det være en god idé at stoppe op og overveje, hvad der skaber belastningen. Det kan handle om arbejdspres, manglende pauser eller følelsen af at have for mange opgaver på én gang.
Det kan også handle om dybere problematikker, som handler om mere grundlæggende strukturer i dit liv. Det kan for eksempel være udtryk for en diskrepans i dit liv mellem hvordan du lever og hvordan du ønsker at leve. Om du lever i overensstemmelse med dine værdier. Om dit liv generelt giver mening og er fyldt med sunde gode relationer. Eller om du føler du lever et liv, der opfylder dine dybereliggende psykologiske behov for udvikling og at føle dig som et værdifuldt menneske, der bidrager.
Nogle gange kan det hjælpe at tale med en professionel for at få overblik over situationen og finde nye måder at håndtere krav og forventninger på. Både dem der kommer udefra og dem som du i dit indre har til dig selv.
Som coach kan jeg også hjælpe med at vurdere, om coaching giver mening i situationen, eller om det vil være mere relevant at tale med en psykolog eller terapeut. Du er altid velkommen til at booke en gratis samtale med mig. Så kan vi sammen undersøge situationen og drøfte, hvad du har bedst udbytte af.
Hvis du vil forstå stress bedre
Hvis du vil lære mere om stress og de mest almindelige symptomer, kan du også læse:
- Stress symptomer – tegn på stress og hvad du kan gøre
- 10 tegn på stress du ikke må ignorere
- Stress test – har du tegn på stress?
Disse artikler giver en bredere forståelse af stress, og hvordan man kan opdage det i tide.


Skriv et svar